“Vi skal have et hjem, som er vores, og som passer til os de næste mange år”.

Sådan fortæller Sandy, mens vi står på sandet i det, der om nogle måneder er multirummet i hendes nye hus.

Det er en kold og flot efterårsdag, og vi står med udsigt ud til kvarterets regnvandssø, og det er ikke svært at forestille sig, at sidde og kigge ud på vandet og det dyreliv, der vil komme med tiden.

Rundt om os leger Sandys tre piger, Josefine på 8, Anna på 10 og Mia på 12, der hopper fra værelse til værelse, gennem de vægge, der endnu ikke er rejst.

”Det er et stort hus, du har kastet dig ud i. Hvilke tanker, ønsker og idéer ligger der bag den endelige løsning?”

Sandy griner lidt. ”Tanken var, at det skulle være et stort hus. Det skal være min arbejdsplads og samtidig skal det være det perfekte hjem for mine piger og mig. Men huset er faktisk allerede for småt” Siden de første planlægninger er der nemlig sket det, at Sandy har været nødt til at ansætte en, der kan hjælpe i hendes revisorvirksomhed ”Bogholderi Syd”, så et kontor ude i byen er nok stadig nødvendigt. ”Det vigtigste er, at jeg med dette hus har nogle rammer, der er perfekte for mig. Jeg skal ikke bekymre mig om huset. Jeg kan bruge min tid på dét, der er vigtigt: mine piger og mit arbejde. Og så har jeg en have hvor jeg kan slappe af.”

Hun slår ud med armen mod det, der lige nu bare er fed morænejord, men som snart skal forvandles til familiens udendørsoase. Langs grunden mod sydøst har hun allerede plantet en lang række frugttræer. Vi får os en snak om terrassen, og hvad der vil være det perfekte underlag.

”Det skal bare være til at gå direkte ud fra huset. I bare tæer, uden at få sand med ind og uden ukrudt.” Tanken er, at terrassen skal være en forlængelse af huset. Et uderum og familiens fristed.