Tjekliste: Hvor forberedt er du til dit første møde med banken?

Familie - Alterna Huse

Vidste du, at du kan gøre din bankrådgiver (og dig selv) en STOR tjeneste, hvis du møder velforberedt til jeres første møde, når I skal tale om hus og økonomi?

Så sikrer du dig, at I kommer godt fra start, igennem rådgivning der er tilpasset dine behov og den situation, du sidder i fra dag ét. Jo mere information du giver din bankrådgiver, jo mere præcist et tal får du på, hvilket hus du har råd til.

Vi har spurgt Mette Krogh Nielsen, der er privatrådgiver i Sydbank, hvordan du bedst muligt forbereder dig til mødet med banken.

Få Mettes råd herunder.

Fremtidsplaner

Hvordan ser dit liv ud de næste 10 (måske 20) år?

En ting er sikkert: du får en god snak med bankrådgiveren om dine og din partners fremtidsplaner. Hvordan er din hverdag i dag, imens du sparer op til et hus? Og hvordan forestiller du dig, at din hverdag skal være, når du er husejer?

Har du dyre hobbyer, som kan have en indflydelse på dit rådighedsbeløb? Rejser du meget, eller nyder du at bruge dine weekender på den lokale restaurant? Vær forberedt på, at bankrådgiveren spørger ind til hobbyer, rejser og børn.

Nogle mennesker har intet imod at leve med et stramt budget i en periode – for at der kan være plads til drømmehuset. Mens andre gerne vil ’nyde livet’, mens de sparer op.

Men hvad med dig? Hvad er vigtigt for dig? Gør dig nogle tanker og overvejelser og tag en god snak med din partner, inden jeres møde med bankrådgiveren.

Økonomi

Din økonomiske situation

Banken skal kende din økonomiske situation, før de kan give dig et lånebeløb. Derfor skal du sende det her til bankrådgiveren inden mødet:

  • Nuværende budget
    Her er et link til et budgetskema, som du bare skal udfylde.
  • Lønsedler fra de sidste 3 måneder
  • Oversigt over gæld og formue
  • Årsopgørelse fra SKAT
  • Pensionsoverblik
    Du får overblikket over din pension på www.pensionsinfo.dk.

Drømme

Hvad drømmer du om?

Det er ikke en absolut nødvendighed – men en STOR fordel, hvis du allerede har gjort dig nogle overvejelser om dine drømme. Drømmer du om et nybygget eller ’gammelt’ hus?

Gå ud og se på forskellige huse med din partner og find ud af, hvad I drømmer om. Snakken med bankrådgiveren bliver først rigtig spændende, når du har en ide om, hvad drømmehuset koster.

Egenbetaling

HUSK: Egenbetaling på 5%

Tidligere kunne banker og realkreditinstitutter udlåne hele beløbet til hus- og boligkøb. Men i 2015 kom der en ny lov om, at boligkøbere selv skal have opsparet mindst 5% af, hvad boligen koster. Så husk at din opsparing er en vigtig faktor i din boligdrøm.

Mette Krogh Nielsen

Mød Mette

Mette Krogh Nielsen arbejder som privatrådgiver i Sydbanks afdeling i Sønderborg.

Som privatrådgiver i Sydbank er Mettes fornemste opgave at imødekomme og opfylde kundernes behov – også når det kommer til at gøre boligdrømme til virkelighed.

Vil du gerne have hjælp og vejledning til, hvordan du bedst muligt finansierer dit nye hjem? Så kontakt Mette eller en af Sydbanks andre rådgivere.

Seneste indlæg

Kategorier

Se kampagnetilbud