Et nyt hus har ingen sjæl!
Den myte vil vi gerne aflive. Sjælen kommer gennem de mennesker, der bor i huset.
Vi har besøgt Peter og Carla, der er rykket ind i deres nye hus fra Alterna Huse på Hærvejen i Rødekro. Et helt nyt hus, fyldt med sjæl, der afspejler et helt liv.
Til kaffe hos Peter og Carla
Når man træder ind i entréen hos Peter og Carla, er det til synet af klare farver og fornemmelsen af ro. Der hersker orden. Og mest af alt hersker der liv.
De tager imod i døren med et varmt smil.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Du skal lige se vores plet”, udbryder Carla og træder ud af døren i carporten og går ud på terrassen. Formiddagssolen er ved at indtage den flisebelagte krog, der vender stik syd. Terrassen er indrettet som en stue, med spisebord med 8 pladser og to hvileområder, med loungemøbler, der kalder på at sætte sig ned, og smide benene op. Med en kop kaffe og en god bog.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Husets uderum har plads til samvær og afslapning. Terrassen vender stik syd og er skærmet mod vinden på tre sider
Huset ligger midt i Rødekro
Kun få meter er der fra hovedgaden gennem byen og til husets facade. I haven er der helt roligt.
”Vi mærker ikke trafikken. Vi har med vilje rykket huset helt frem på grunden, ud mod vejen, for at give plads til dette uderum bag huset. Vi kan sidde her i fuldstændig ro, og har vi lyst til at tale med nogen, går vi bare om i forhaven. Der kommer altid nogen og hilser på”, fortæller Peter med et grin.
Carla peger på døren, der leder fra husets alrum til terrassen. ”Døren der, har vi selv fået placeret. Vi fravalgte at have en gæsteindgang. Den ekstra plads tog vi med i køkkenet, og så fik vi lavet denne udgang. Døren står næsten altid åben, og terrassen er et ekstra rum i huset.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Terrassedøren ud til husets uderum står næsten altid åben,.
Hjem og virksomhed i ét.
Carla og Peter viser rundt i huset. Fra entréen træder vi ind i en fordelingsgang, hvor lyset fra alrummet strømmer ind. Fra gangen er der adgang til tre værelser, bl.a. et rummeligt kontor, hvor formiddagssolen bader arbejdspladsen i lys.
Herfra driver ægteparret deres bedemandsforretning.
”Det er en livsstil”, fortæller Carla. ”Som regel besøger vi vores kunder i deres hjem, men det hænder, at de også kommer her.” Husets ro indbyder til nærvær og fortrolighed. Peter peger op i loftet. ”Det er troldtekt der gør det. Det havde vi også i det gamle hus. Der er aldrig larm her pga. loftet.”
Et hus med plads til alle
Der er ellers et solidt grundlag for larm i huset. Parret har tre sønner, der alle bor i Rødekro, og huset på Hærvejen invaderes ofte af børnebørnene. Syv styks i den alder, hvor det sjældent går stille for sig.
Derfor har de også deres eget rum i huset. Med en stor sofa og legetøj, og farmors kasser, fremstillet særligt til hvert enkelt barnebarn. De skal føle sig hjemme hos farmor og farfar.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Her er der plads til børnebørnene. Her går de ind, når de vil lege eller gemmer sig for “voksensnakken” ved spisebordet.
Alrummet – Hjemmets hjerte
Vi træder ind i husets centrale rum, alrummet. Et stort og åbent køkkenområde og en spiseafdeling, hvor der er plads til at have gæster. Rummet har vinduer til begge sider, loft til kip og domineres af lys.
Selvom huset er helt nyt, afspejler det et helt liv, som har været fyldt med mennesker, glæde og gode oplevelser. Vi betragter det store billede af en elefant. De klare farver gør noget helt særligt for rummet.
(Artiklen fortsætter under billederne)
Peter og Carla har rejst meget i Thailand, og Carla elsker elefanter. Så da Peter fandt dette billede, skulle det selvfølgelig hjem til Carla.
Alrummet er lyst og indrettet så det rummer plads til at udvide spisebordet, så der er plads til hele familien.
På køkkenbordet står en lille opsats. Fyldt med små glimt af minder og mennesker. Børnebørn, penneveninden gennem 50 år, små souvenirs…
Peter løfter låget af en lille krukke på køkkenbordet. ”Her i er der altid bom til børnebørnene. Det er det første de gør, når de kommer…. De kigger efter bom”. Peter kigger ned i krukken. Den er tom. Børnebørnene har nok lige været forbi.
Anden gang med Alterna
”Det er anden gang vi bygger hus”, fortæller Carla. Det første blev bygget i 1975. Det var ikke et Alterna Hus. Det var et Peter & Carla-hus. De tegnede og byggede det selv, for at gøre plads til den familie, de var ved at skabe. Peter er oprindeligt uddannet bygningskonstruktør.
”Vi byggede med Alterna første gang i 1992. Vi havde brug for 100 ekstra kvadratmeter til at rumme vores virksomhed, og det klarede Lorens”, fortæller Peter. I alt rummede huset på Løkkegårdsvej 300 kvm, så der var god plads til både børn og virksomhed.
Da børnene flyttede hjemmefra og selv stiftede familier, havde ægteparret ikke længere brug for de mange kvadratmeter. ”Vi ville ind til byen. Bo mere centralt”, men parret kunne ikke finde det helt rigtige sted. Indtil en dag, hvor de kørte gennem byen og så, at et hus var ved at blive revet ned midt på hovedgaden i byen. De kiggede på hinanden: ”Dér skal vi bo!”
”Hvis I har travlt, skal I ikke vælge Alterna Huse”
Huset på Løkkegårdsvej blev solgt på rekordtid. To døgn. Pludselig havde de kun fire måneder til de skulle rykke ud.
”Vi gik til Alterna Huse for at få et nyt hus, men fik at vide, at hvis vi ville have det færdig på 4 måneder, så blev det ikke et Alterna Hus. Så kontant var beskeden fra Allan”, fortæller Peter grinende. ”Så vi flyttede ud i sommerhuset, og lod de nye købere flytte ind i det gamle hus. For vi ville have et Alterna Hus. Godt håndværk tager tid, så vi ville gerne vente den ekstra tid.”
Projektet blev forsinket på et tidspunkt. De kom 14 dage bagud. ”Men så rykkede de endnu et hold murere ind, og så var de tilbage på tidsplanen. Vi havde hele tiden kontakt med vores byggerådgiver, og vi besøgte huset hver gang vi kørte forbi. Der var altid glade håndværkere, så det var en fornøjelse af følge processen.”
Her bliver vi!
”Vi ér SÅ glade for huset. Vi har følt os hjemme fra dag 1”, fortæller Carla. ”Du skal lige se noget…” Hun går hen til døren til badeværelset der ligger i forlængelse af soveværelset. ”Prøv os se… døren er bred. I stedet for en mur ind til bruseren har vi valgt en glasdør, der kan åbnes. Der skal jo være plads til en rollator”. Carla har et glimt i øjet, da hun fortæller det.
”Ja, der er tænkt på det hele, for det her er vores sidste hus. Her bliver vi boende.”
Flere billeder af huset
Det kan man kalde madlavning med udsigt. Carla og Peter har valgt at placere kogepladen, så der er udsigt til terrassen. For ikke at tage lys og udsigt med en emhætte, har de valgt en løsning med indbygget udsugning.
Huset ligger placeret forrest på grunden, for at give plads til “leverum” i baghaven. Vinduerne mod gaden er støjdæmpende, så de mærker ikke trafikken fra vejen.
Bag huset ligger en lille “lomme” med gode naboer. Her er plankeværket gjort lavere. Man skal jo ikke gå glip af muligheden for en god snak med naboerne.
Der er lagt vægt på hyggekroge og plads til afslapning, og Peter og Carla har haft en gartner til at hjælpe med at finde planter, der matchede husets farver.
Hvem har ikke lyst til at sætte sig her og nyde en kop kaffe eller et glas vin og en god snak?